Mange har svært ved at bede om feedback. Der er primært to årsager til det:

  1. Man kommer til at virke usikker.
  2. Man vil ikke forstyrre en leder eller kollega, som i forvejen har rigeligt at se til.

Så, hvordan kan du virke nysgerrig, videbegærlig og udviklingsparat, samtidig med at du beder om noget, der er nogenlunde overkommeligt?

Begge dele kan du opnå ved at fokusere og begrunde. Du fokuserer dit ønske om feedback ved at nævne f.eks. tre ting, du gerne vil have den anden til at forholde sig til. Det kan være noget, du synes var svært, noget du har lagt særlig vægt på eller noget du ved den anden plejer at have ideer til. Pointen er at du specificerer, hvad du beder den anden forholde sig til, så den, der skal give dig feedback ikke står med en uoverkommelig og difus opgave. Hvis du samtidig forklarer, hvorfor det lige netop er de fokuspunkter, du ønsker feedback på, vil du fremstå mere sikker.

Eksempel:

Vil du give mig feedback på det oplæg, jeg skal holde for vores samarbejdspartenere?

1) Det er en svær målgruppe, fordi de er så forskellige. Hvordan klarer jeg det?

2) Jeg kan somme tider have svært ved starten, fordi jeg bliver nervøs. Hvad lægger du mærke til, når du ser min start?

3) Jeg har skåret ned i antallet af PowerPoint-slides. Er det passende nu?